30.08.2012

Så er vi på den igen

Jeg beklager mit fravær, men det skyldes blot en nødvendig tilstedeværelse andetsteds. 2½ måneds sommerferie er slut, og det er tilbage på skolebænken med alt, hvad det indebærer;

... lange forelæsninger om etik, etniske minoriteter og alternative kostformer (og jeg er tilbage på min yndlingsplads i auditoriet) ... 




... gruppearbejde (hvor jeg selvfølgelig altid lige skal have en mening om alting) ...


... og så skal der jo læses, læses, læses og læses lidt mere ...

26.08.2012

Morgenmennesker og blåbærpandekager

Nogle gange må man gerne gøre lidt ekstra for at gøre andre glade og overraskede. I går stod jeg ekstra tidligt op, tog den 2½ time lange tur og stod kl 7.20 om morgenen i mine forældres køkken. Bare for at bage tykke bananpandekager med blåbær til dem og mine brødre til morgenmad.


De blev virkelig overraskede. Og glade, og så er jeg glad :)


24.08.2012

Rusrally

Der er fuld knald på i disse dage, da alle de nye ernæring og sundhedsstuderende er godt i gang med rus-ugen, og vi tutorer selvfølgelig har planlagt en hel masse sjove ting for dem. Så her kommer lige et lille glimt af os til rusrally i går - hvis der var nogen, der så en masse mærkelige, udklædte folk vade rundt i Aarhus i går, så var det bare os :)

Intet rusrally uden udklædning, og med cirkus som tema faldt valget for vores post på stærke mænd. Og alle stærke mænd har jo trusser med leopardprint på.


At H&M så kun havde 1 par i vores størrelse tilbage på udsalgshylderne skulle da ikke være en hindring, så jeg hapsede da bare den eneste anden størrelse, der var tilbage og tænkte, at jeg da snildt kunne hoppe i den størrelse 34. Det var ret optimistisk, men skal nok skåne jer for tegninger af det. I stedet får I bare, at jeg lige syr dem lidt ud ... shhh ...



Så yndige vi var. Og meget stærke med vildt store muskler, især på maven, som det ses. Tak for en super dag, ES12, I er så søde alle sammen :)


(Vi havde leggings på indenunder, bare rolig, der var jo ingen grund til at skræmme de nye studerende væk lige med det samme). 

20.08.2012

Aaaaargh med mere aaaaaargh på!

Her kommer lige en lille illustration af det følelsesregister, man typisk gennemgår, når man som forholdsvis uvidende på teknik-området sidder over for et stykke teknik, der bare burde virke uden videre. I dette tilfælde en computer, der åbenlyst nægter at være aktivt deltagende i cyberspace, og derfor blokerer alle former for netværk. Tak for det, computer, det er slet ikke irriterende.

Frustration:

Dernæst aggression:

Depression:


Og til sidst bare almindelig irritation, når man finder ud af, at kærestens vidunder-mac naturligvis overhovedet aldrig på nogen måde kunne have samme problem som en pc.


Update: Det virker nu, mange timer efter, takket være kærestens ihærdige indsats.

19.08.2012

Og så blev vi færdige med Vampire Diaries sæson 2


Hvordan KUNNE de???!!!

(og til jer, der ikke har set den - I må selv se den for at finde ud af hvorfor, jeg afslører ikke mere).

17.08.2012

Sådan kan man også bruge sin formiddag

Nogle gange kan man godt føle sig amputeret uden en bil, især når busruterne slet ikke passer sammen, men så er der jo ikke andet at gøre end at hoppe op på cyklen og komme af sted. Denne gang var skildpadden grund til den ekstra motion, da den lige skal have tjekket, om alt er i orden med mavsen. Og det gør man altså bedst ved at lade dyrlægen kigge på dens afføring. Altså: Jeg måtte cykle 13 km for at aflevere en skildpaddebæ. Hvad man ikke gør for de små kræ.




13.08.2012

12.08.2012

A' hvaffor en kik?

På sommerlejren stod jeg i køkkenet med en flok gamle fuldblodsvestjyder - fantastisk søde og sjove mennesker, men af og til var der et par problemer med kommunikationen, simpelthen fordi jeg ikke forstod en brik af, hvad der blev sagt. Heldigvis kunne vi da også grine af det, og jeg fik lært et par nye gloser på syngende vestjysk. Denne her gik igen ret mange gange i løbet af dagene, når jeg bagte brød eller smagte til.




Oversættelse: "Har du bare taget den på slump?"

08.08.2012

Skrub så ud og bliv bloddonor!

Lad mig lige forklare lidt om bloddonation og verdensfred. De to hænger nemlig uløseligt sammen, men det er faktisk de færreste, der kender historien. Så værsgo, her er den, den fulde, ucensurerede sandhed:

For mange tusinde år siden indgik vampyrer og mennesker en aftale om fred i verden. Menneskene var trætte af at blive brugt som drikkedunke i tide og utide, og vampyrerne gik med til forhandling. Men fordi vampyrerne var sejest og stærkest, endte aftalen således, at længe menneskene stadig sørgede for at skaffe blod til vampyrerne, ville vampyrerne lade menneskene være i fred.

Og sådan gik der mange år, hvor menneskene levede side om side med vampyrerne. Det har gennem tiderne kostet mange blodige ofre for at tilfredsstille vampyrerne, men til gengæld drak vampyrerne kun af dem, menneskene selv gav dem.
Selvom det tog mange år at komme frem til, har vi i dag fundet en smartere og langt mindre makaber løsning. Ved hjælp af bloddonation holdes vampyrerne glade og menneskene i live.


Så kan du da lige se at få meldt dig som bloddonor, så vi kan opretholde verdensfreden! (Og til alle jer, der allerede donerer blod - mange tak for det, I er helte!)


Der kom forresten ingen pandaer til skade under udarbejdelsen af dette indlæg.

02.08.2012

Jeg troede jo, jeg skulle have lup med ...

... da vi begav os af sted på havfruejagt op ad Langelinje. Jeg havde kun fået at vide, at hun var enormt lille, så jeg endte faktisk med at forvente noget i retning af barbiedukkestørrelse.

Men helt ærligt ... Jeg blev næsten skuffet over, hvor stor hun i virkeligheden var. Men også kun næsten.

Vi kørte en del med de sjællandske regionalbaner


... og sikke da nogle flinke, flinke togmænd, de har derovre på øen.